1)
Jeg ønsker at være en del af et netværk, hvor alle deltagere har et konkret ansvar og er beslutningsdygtige i den virksomhed, de repræsenterer i netværket. Det er altså ikke nok ‘bare’ at være ansat.
2)
Jeg ønsker at være en del af et netværk, hvor alle har en seriøs og realistisk fordeling mellem arbejdsliv og fri tid/familieliv. Jeg orker med andre ord ikke skrydere, der praler med en 70 timers arbejdsuge plus golf med den andre tosser. Jeg magter det ikke.
3)
Jeg ønsker at være en del af et netværk, hvor der ikke er det der selvdøde fokus på vækst vækst vækst, merindtjening, effektivitet, økonomi osv. Det holder ikke længere bedstefar. Vi skal videre. Der skal nye boller i suppen osv. Mere fokus på work/life-balance. Mere fokus på nu.
4)
Jeg ønsker at være en del af et netværk, hvor vi ikke kun fortæller om vores succeser, men hvor vi også modigt tør fortælle hinanden om alt det bøvl, der er forbundet med at være virksomhedsejer og -leder m.m.
5)
Jeg ønsker at være en del af et netværk, der er 100 % fri for konkurrencer om hvem der har halet flest gæster om bord, hvem der har besøgt flest medlemsvirksomheder, hvem der har tjent mest på netværket i en given periode osv.
6)
Jeg ønsker at være en del af et netværk, hvor det at forholde sig kritisk til sin omverden (og dermed konkurrenter, kunder, eksperter m.fl.) ikke er lig med at være negativ. Jeg er supertræt af den der positiv-psykologiske tilgang til livet, der tvinger folk til blindt at tro på, at man ‘bare skal lukke øjnene og tænke intenst på udbytte, mens man knokler en vis legemsdel ud af bukserne’ – for så får man succes og bliver lykkeglad.
7)
Jeg ønsker at være en del af et netværk, hvor jeg ikke er anderledes og forkert, men hvor min kritiske tilgang til såvel mit eget adfærd som mine samarbejdspartneres, kunders og netværks adfærd ikke gøres til genstand for problematisk undren (eller benovelse for den sags skyld).
8)
Jeg ønsker at være en del af et netværk, hvor det at have et arbejde ikke nødvendigvis er lig med et travlt liv. Men hvor det at have et arbejde (meget gerne et givende, udfordrende og lærerigt arbejde) betyder, at man også har tid til at give noget videre til andre, at der ikke nødvendigvis flyder en evig strøm af fakturaer, men hvor man glad deler tjenester fordi man ved, at det hele går op i den sidste ende. Kald det bare blød business-karma.
9)
Jeg ønsker at være en del af et netværk, hvor det at turde tænke nyt og anderledes er en selvfølge. Hvor vi arbejder hen mod, at deltagernes virksomheder bidrager til et retfærdigt menneske- og samfundssyn, og hvor bæredygtighed, platformsøkonomi / deleøkonomi og ligeværd vægter mere end vækst, overskud og økonomisk rigdom.
10)
Jeg ønsker at være en del af et netværk uden begrænsninger ift. brancher. Jeg øsnker (med andre ord) ikke et salgsnetværk med kun en bager, en smed, en dronefotograf, en kreativ grafisk designer osv., og hvor vi bytter/deler (rundbarberer) opgaver mellem hinanden. Omvendt er det helt fint, hvis vi ønsker at benytte hinandens styrker. Men altså ingen begrænsninger ift. brancher. Omvendt er jeg vild med diversitet.