Spol frem til biljagten* og fang din modtager med det samme

Du har et godt tilbud. Det vil du gerne fortælle. Desværre har nogen fået bildt dig ind, at man altid skal henvende sig høfligt til andre. Man kan jo ikke bare være direkte. Derfor hiver du violinen ned fra væggen og filer løs med en eller anden sød fortælling. I stedet for at spole frem til biljagten og fange din modtagers opmærksomhed med det samme.

Pæne ord og fine fortællinger er utydelige og fjerner fokus

Det er så yndigt. Eller også er det snart jul. I har fået en gazelle. Er blevet opgraderet af Microsoft. Har ansat nye folk, inviteret bestyrelsen på yogakursus eller bygget til. Tak er kun et fattigt ord. Tiden læger alle sår. Efter vinter kommer vår. Kommer tid kommer råd. Eller hvad I pakker jeres budskaber ind i. Som var det ouverturen til Elverhøj eller et lidt for langt forspil til en blues i E.

Drop forspillet – og fyr dit budskab af her og nu

Det skal jeg så bruge tid på. Altså de fine ord i ovenstående afsnit. Men det vil jeg ikke. Jeg har klikket på dit link, åbnet din konvolut/din mail og gjort mig klar til at modtage det budskab, du har sendt til mig. Jeg er altså åben for den primære kontakt i udgangspunktet. Men så er det, du vil tvinge mig igennem alle ligegyldighederne – og det gør mig træt. Præcis så træt, at jeg står af, lukker mailen, krøller tilbuddet sammen inden jeg når frem til det, du egentlig vil sige. Og så har du altså tabt mig, så har du mistet en potentiel kunde.

Hvordan begynder man en tekst, så den fanger modtagerne?

Sig tingene, som de er. Fortæl hvad du vil, og fortæl hvad modtageren får ud af at handle med dig/interagere med dig. Spring alt det overflødige over og spol frem til biljagten. Fortæl, at du har et godt tilbud, et pænt produkt, en supergod service, at du kan hjælpe – eller hvad du vil have ud af at etablere kontakt. Lad være med at kede dine modtagere med ligegyldige krummelurer, for så dropper vi ud – pænt farvel.

Kom til sagen for jeg har ikke tid til at vente på dig

Lyder det kynisk? Det er det også. Men det er altså virkeligheden. Vi har kun tid til at læse overskrifter, eventuelt et kort resume plus lidt billedtekst. Det skal gå stærkt, og du har kun ganske få sekunder til at fange mig, din modtager. Derfor skal du komme til sagen ASAP, derfor skal du være præcis, skrive tydeligt og fange mig inden jeg giver op. Er du med? Eller har du allerede forladt mig og min tekst? Jamen så har jeg ikke gjort det godt nok, så har jeg kedet dig.

Spild ikke din modtagers tid på en masse tomgangssnak. Spar på kreativiteten og spyt kun ud med det vigtigste budskab.

Frygter du, at din modtager ikke kender dig eller dit brand?

Tænker du, at du hellere må begynde din fortælling med en lang smøre med et eller andet eventyrligt, så din modtager får et godt indtryk af dig og din virksomhed? Respekt – men det er bare alt for sent og slet ikke stærkt nok. Desuden bliver det for tilfældigt, og rammer ikke, hvor det skal. Har du lyst til at høre mere om, hvordan du styrker din position i markedet og – over tid, opnår at styrke dit brand? Så skal du bare holde dig til her på siden og følge med i mine blogs. Hvis du ikke kan vente, ringer du bare til mig – eller skriver. Men gør det nu bare kort og præcist.

* Cut to the chase

Cut to the chase oversættes ofte med; get to the point without wasting my time. Udtrykket stammer fra den amerikanske filmbranche og henviser til, at en film gerne skulle skæres, så publikum ikke kom til kede sig med for lange dialoger osv. At de i stedet skulle underholdes med spænding, slagsmål, biljagter osv.

Udtrykket ‘At spole frem til biljagten’, stammer fra tiden med VHS maskiner, hvor specielt yngre mænd ikke gad spilde tiden på actionfilm, hvor der blev brugt lidt for lang tid på fingerflet, kærestefnidder og kyssescener og derfor spolede fastforward frem til de mere adrenalinfremkaldende scener i filmen, hvor der blev kørt virkelig stærkt.

OLESEN IDE&TXT udvikler tydelige ideer, koncepter, indhold, budskaber og tekster, der bliver set, forstået og handlet på. Og som fungerer optimalt i forhold til formål, målgrupper og media. Både offline og online – til mennesker og maskiner.

Kontakt
Fang flere kloge ord her

Hold hvad du lover, når du skriver tekster.

Hvis du påstår, at du leverer kvalitet, skal du også levere kvalitet. Gør du det modsatte, får du stryg. Og stryg er netop hvad jeg giver en konkurrent i dette indlæg, som ikke er for sarte sjæle, men til gengæld tilegnet dem, som har mod nok til at blive rykket væk fra deres faste overbevisninger. Og se det er jo et løfte der nødvendigvis må undersøges nærmere. Så hvad venter du på? Se at få det læst.

Jeg trænger sådan til at blive udfordret i/af et nyt netværk

Et lille indlæg på LinkedIn hvor budskabet var, at jeg søgte et nyt og anderledes netværk fik en absolut overvældende modtagelse. Derfor er dette blogindlæg et slags svar på samt en indbydelse til et uforpligtende møde (hvor jeg dog hader begrebet uforpligtende). hvor alle interesserede kan dukke op og give deres besyv (så havnede vi pludselig midt i 50'erne) med. Velkommen. læs og bliv vis. Mvh Jan

Kæft, trit og retning skader ikke din kommunikation

Tænk hvis du med noget så bagudstræbende som begreberne kæft, trit og retning kunne booste din virksomheds kommunikation? Måske er de, altså begreberne, slet ikke så ubrugelige, som vi går og tror - i hvert fald ikke, hvis man lige kigger dem en ekstra gang efter i sømmene og funder ud af, hvad de også kan betyde. Nysgerrig, så klik og læs her ...

Lav bedre indhold og kommuniker stærkere til dine målgrupper

Dine tekster - som jo er en vigtig del af dit indhold og content, virker langt stærkere på din målgruppe, hvis du fanger det problem, de er kommet for at få en løsning på. Derfor skal du skrue ned for tung fakta og i stedet skrue helt vildt meget op for den gode fortælling - den fortælling, som rammer blidt i hjertet, giver stærke billeder og lyst til at agere.

Al samtale er blot med til at holde handling på afstand.